Er 0-1 virkelig bedre end 0-3? tirsdag, sep 18 2007 

Min landsformand i VU, Thomas Banke, har idag en klumme i 180grader, hvis konklusion jeg virkelig er uenig i. Det er noget med, at regeringen slet ikke er så slem alligevel, fordi den på 6 år har formået at lave fritvalgsordninger på plejehjemmene og give et par håndører i skattelettelse. Samtidig kommer jeg også til at tænke på, om jeg bare er blevet “sortere” her på det seneste, eller om VU bare er blevet rødere?

Never mind, her er min kommentar til klummen, som jeg også har lagt på 180:

En af de mest klassiske liberale tekster er den franske økonom Bastiat’s “Det man ser, og det man ikke ser”. Pointet i Bastiat’s essay er, at man skal se de samlede økonomiske konsekvenser for hele samfundet i det lange løb, fremfor kun at se isoleret på effekten for en begrænset gruppe. Således bør det også gælde, når man skal se på regeringens resultater.

For selvfølgelig har Thomas lidt ret. Der er opnået nogle små (SMÅ, SMÅ, SMÅ) “liberale sejre”, om man vil. Men ligesom firmaet, der kun kan fremvise et positivt regnskab, fordi de har solgt alvstyren, skal man se, om regeringen samlet set har været god for den liberale sag. Og her må konklussionen være et entydigt nej. Som flere andre her på 180grader har skrevet om flere gange, har regeringen fuldstændig svigtet den liberale kulturkamp, nærmest til fordel for en socialdemokratisk én af slagsen.

Som liberale skal vi lade være med at stille os tilfreds med krummerne fra statens bord. Som den administrende redaktør for den nærværende netavis engang skrev på Liberator, skal vi være som utilfredse fodboldfans. Vi skal ikke være tilfredse med, at vores hold kun taber 1-0 frem for 3-0. “Jamen, er det ikke bedre kun at tabe med ét mål?” Jo, men er det tilfredsstillende? Nej, gu er det ej.

Vi skal rent ud sagt ikke finde os i mere pis fra regeringens side. Vi skal ikke længere finde os i alt blive holdt for nar. Og sidst men ikke mindst: Vi skal holde op med at tale som om, vi er store undskyldninger for os selv! Så længe vi accepterer den socialdemokratiske retorik som værende den endegyldige sandhed, og så længe vi accepterer velfærdsstaten og “velfærd” som en grundlæggende præmis i debatten, ligeså længe er vi vores egne største fjender.

Derfor, Thomas, er jeg helt uenig i din konklusion. Og så ville det måske ikke være så skidt med Thorning som statsminister. I valget af to socialdemokrater ser hun trods alt bedst ud..

Reklamer

US – here I come!! lørdag, sep 8 2007 

Hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed, så må Muhammed komme til bjerget. Jeg er ikke helt sikker, men det kunne godt være den primære årsag til, at jeg i de kommende måneder vil befinde mig i USA. Håbet om skatteletteler og generelt øget frihed falder dag for dag her i landet, så det bliver spændende at se, hvordan de klarer sig i “The Land of Free”.

Som dansker kan man være i USA i op til 3 måneder uden videre, hvis det er i forbindelse med forretninger eller turisme. Jeg håber dog, at den amerikanske (gæst)frihed falder så godt i min smag, at jeg finder på at blive noget længere. I torsdags måtte jeg derfor en tur til Storstaden og The US Embassy for at få et visum. Resultatet kom igår, lørdag: Et flot flerfarvet stempel! Tillykke til mig.

Ellers har min sommerferie budt på lidt af hvert: Jeg blev student i slutningen af juni, hvilket medførte en uges gedigen druk, en topmave samt nogle tømmermænd. Der skal dog ikke herske tvivl om, at det var det hele værd! Midt i juli gik turen til Sønderjylland og VU’s Landsstævne, hvilket jeg tidligere har skrevet lidt om. Rent politisk var resultatet fra mit synspunkt ikke for godt: Ud af mine fem stillede forslag var kun fire kommet med i programmet, to nåede vi ikke at diskutere, og de to sidste blev nedstemt. Ærlig talt er jeg dog ligeglad, hvad der helt præcist står i VU’s principprogram – så stor betydning har det heller ikke (hvem fanden læser det igennem?). Endeligt har jeg arbejdet stort set hver dag på Restaurant Breno’s i Snogebæk, ligesom jeg har gjort i de seneste to somre. Der skal jo lidt penge til, hvis man vil ture USA rundt i flere måneder..

Resolutioner til VU Landsstævne fredag, jun 15 2007 

Sommeren nærmer sig, og det betyder bl.a. at Venstres Ungdom afholder deres årlige Landsstævne. Deadline for indsendelse af ændringer til principprogrammet og resolutioner er i dag kl. 12.00, hvilket betød at undertegnede måtte sidde oppe til kl. sent i går for at skrive dem færdige. Det blev i alt til 3 resolutioner og to ændringer til principprogrammet. Resolutionerne kan ses nedenfor:

Resolution nr. 1:

VU går ind for fuldstændig legalisering af narkotika:
Venstres Ungdom mener ikke, at staten eller nogen anden organisation skal have lov til at bestemme, hvad borgerne vælger at putte i deres kroppe. Det må være op til den enkelte at afgøre.

Endvidere skaber kriminaliseringen af det i øvrigt offerløse narkotika grobund for kriminelle grupper som rockere eller indvandrerbander, som herved kan finansiere deres ”virksomheder”. Hertil kommer, at narkomanerne under det nuværende system lever et unødigt usselt liv: De bliver kostet rundt af politiet, bliver nødt til at stjæle og røve for at skaffe penge til deres næste fix samt være usikre på narkoens styrke, hvilket evt. kan lede til en overdosis.

Hvis narkomaner skal kunne leve et nogenlunde ordentligt liv, og alle vi andre slippe for den megen narkorelaterede kriminalitet, skal narkoen legaliseres.

Resolution nr. 2:

Venstres Ungdom er imod Irak-krigen:
Venstre Ungdom anerkender, at det var en fejl fra både amerikansk, engelsk og dansk side at indlede en krig mod Irak. Irak havde hverken atom- eller masseødelæggelsesvåben, og landet var på ingen måde en trussel mod Danmark. Den danske aggression kan derfor på ingen måde retfærdiggøres.

I dag ligner Irak mere og mere et land i borgerkrig, og tabstallene skal tælles i titusindvis – et scenario, vi var blevet advaret om på forhånd.

Venstres Ungdom bifalder derfor regeringens plan om snarlig tilbagetrækning af de danske styrker, men ønsker samtidig at de øvrige koalitionspartnere også trækker deres tropper ud – gerne hurtigst muligt!

Resolution nr. 3:

Et dansk 2. Amendment:
Som en liberal ungdomspolitisk organisation mener Venstres Ungdom, at enhver borger har ret til liv, frihed og personlig ejendom. En naturlig følge af dette må så også være, at enhver borger har ret til at beskytte sine rettigheder – om nødvendigt med våben. Venstres Ungdom mener derfor, at alle lovlydige borgere har ret til at eje og bære et gevær/håndvåben, og – hvis det måtte blive nødvendigt – bruge dette til selvforsvar.

Politiet kan i langt de fleste tilfælde ikke forhindre forbrydelser – de kan kun opklare dem. Ved at have en velbevæbnet befolkning, som er i stand til at forsvare sig selv, vil mange forbrydelser kunne blive forhindret. Ydermere vil det have en stærkt afskrækkende effekt.

Giv den enkelte borger ansvaret for sit eget liv – og giv ham/hende muligheden for at forsvare det!

Hvis jeg skal være helt ærlig, regner jeg ikke med at få nogen af dem stemt igennem. Dertil er VU nok på mange måder ikke libertariansk nok, men jeg glæder mig utrolig meget til debatten. Det samme gælder ændringerne til principprogrammet, som begge mere eller mindre handler om sikkerhedspolitik – mange VU’ere er helt tossede med “nation building” og at gå i krig; desværre!

Resolutionerne er alle ganske korte, men jeg forventer at skrive nogle længere og mere uddybende artikler snarest.