Masser af råderum – bare ikke til skattelettelser! mandag, jun 18 2007 

Regeringen har nu haft magten i Danmark siden november 2001 – dvs. omtrent 5½ år. I de første 3-4 år fik vi tudet ørene fulde af, at skattelettelser ikke kunne komme på tale, da råderummet ikke var tilstede. I de seneste par år har staten dog skovlet (andre folks) penge ind, så de evindelige fraser om “manglende råderum” begyndte at blive en endog temmelig hule. Så måtte man finde på noget nyt: Skattelettelser kan stadig ikke komme på tale, idet det vil føre til en såkaldt “overophedning” af økonomien.

Derfor står man tilbage med en lidt mærkelig følelse, når man idag kan læse, at regeringens trepartsforhandlinger har resulteret i et merforbrug i den offentlige sektor på 6,5 mia. kr. over de næste 4 år. Det råderum, som ikke eksisterede til skattelettelser, kan nu nemt findes og bruges på offentligt forbrug, mens den overophedning, som skattelettelser ville medføre, nu er en saga blot.

I det hele taget holder regeringens snak om overophedning slet ikke. Først og fremmest kan man diskutere, om overophedning bare er noget snik-snak eller noget reelt. Det diskuterer økonomerne stadig, så det vil jeg som uuddannet ikke blande mig. Dog er der ingen tvivl om, at offentligt forbrug har en langt større overophedningseffekt end skattelettelser. For ved skattelettelser vil der også være en udbudseffekt mht. arbejdskraft: Folk vil simpelthen arbejde mere, hvis de ikke længere skal betale langt hovedparten af deres indkomst i skat. Denne effekt eksisterer ikke, når regeringen giver flere penge til d offentligt ansatte – her er der kun en efterspørgsel på arbejdskraft.

Det vi er vidner til nu, er et glimrende eksempel på, hvorfor staten bliver ved med at vokse, selvom det – totalt set – ikke er til gavn for befolkningen: De såkaldt borgerlige partier bestikker den i Danmark største organiserede vælgergruppe, de offentligt ansatte, med skatteborgernes penge. Det har to fordele (for V og K): Det kaster højst sandsynligt nogle stemmer af ved næste valg, hvilket øger chancen for endnu en periode med ministerbiler og fine middage hos dronningen. Samtidig udhuler det Socialdemokraternes påstande om, at regeringen trods alt ikke er lige så socialdemokratiske som det gamle arbejderparti. Taberne er alle skatteborgere, som også i fremtiden må betale nogle af verdens højeste skatter mod til gengæld at få en service, der i bedste fald kan hæve sig over betegnelse “middelmådig”.

Men hvis øget offentlig forbrug overordnet set er skidt for danskerne, hvorfor er modstanden så ikke større. Jo, hvis vi tager Public Choice-brillerne på, vil vi opleve, at der sker en assymmetrisk organisering: De grupper, som bliver berørt af regeringens julegave-humør vinder så meget ved forslaget, at de vil kæmpe med næb og klør for at få det gennemført. Gevisten – her udmøntet i højere løn og flere kurser med gode frokost borde – er langt større end dét, den gennemsnitlige skatteborger må ryste op med: Hvis vi antager, at der er 2,5 mio. skatteborgere (altså fraregnet dem, der modtager overførsler, og derfor ikke rigtigt betaler skat), så bliver gennemsnitsbeløbet pr. næse på 2.600 kr. Det er naturligvis mange penge, men omvendt ikke så mange, at det kan betale sig at ofre hunderedvis af timer på en modstandskamp.

Ceausescu’s Rumænien torsdag, jun 14 2007 

Jørgen Møller fra Professorvældet har to virkelig glimrende indlæg (se mere her og her) om Rumæniens lidelser under en af verdens historiens største forbrydere, Nicolae Ceausescu. De beskriver begge de elendige forhold og absurditeter, som det rumænske folk måtte lide under, når den kommunistiske utopi skulle udleves.
Her er to uddrag (fra “Sortehavskanalen):

Kanalens tilblivelse er et vidnesbyrd om, at Ceausescus storhedsvanvid ikke er den eneste årsag til Rumæniens genvordigheder i verden af i dag. Det begyndte med hans kommunistiske forgængere, og galmandsværket ligger i hvert fald på ét punkt i forlængelse af den kommunistiske ideologi: tiltagene er børn af den utopiske tilgang til samfundsforandringer. Lad os dvæle ved den rumænske kommunisme og den arv, den har efterladt.

Og et uddrag for den anden tekst (“Folkets Hus”)

Meningscensuren var ligeledes kvælende. Skrivemaskiner skulle registreres hos politiet, indehavelse af en ’sort’ af slagsen var en alvorlig forbrydelse. Hvis man undlod at indberette om en samtale med en udlænding – hvor uskyldig den end måtte være – kunne det koste tid i skyggen. Det er svært ikke at trække på smilebåndet i dag, men de paranoide tiltag var blodig alvor. Det er blevet anslået, at hver 15. rumæner i 1980erne var stikker; forræderiske øjne lurede bag hvert et hjørne. Det voldførte samfund var gennemsyret af frygt. Naboer undlod at komme hinanden ved af frygt for følgagtige anmeldelser. End ikke familien udgjorde fredet land.

Jørgen Møller har formået at give en endog særdeles malende beskrivelse, så man en gang imellem må tage sig til hovedet under læsningen: For 1) Hvordan kan nogen mennesker få sig selv til at mishandle deres medborgere på denne måde? 2) Hvordan kan udeforstående mennesker – hvadenten de hedder Ole Sohn eller Frank Aaen – forsvare et system og en ideologi, der skaber og har skabt så megen elendighed, når de skinbarlige fakta står og råber én ind i ansigtet?

Er BUPL stalinister? tirsdag, jun 12 2007 

Jeg har idag – her lidt sent på aftnen – sendt følgende læserbrev til Bornholms Tidende:

Hvad ville du sige til, at formanden for den lokale skolebestyrelse åbenlyst anerkender vold, som politisk kampmiddel? Eller at dit barns fodboldtræner er erklæret nazist? Personligt ville jeg være noget skeptisk – og det ville du nok også.

Men for pædagogernes fagforbund, BUPL, ville det øjensynligt ikke være noget problem. De har nemlig manden, som i 2003 kastede maling på Statsminister Anders Fogh Rasmussen, Lars Grenaa, siddende i deres hovedbestyrelse. Og ikke nok med det: Lars Grenaa er også medlem af Arbejderpartiet Kommunisterne (APK) – et parti som åbenlyst hylder massemorderen Josef Stalin.

I deres principprogram lyder det bl.a: ”Socialismens umådelige dynamik, dens overlegenhed over kapitalismen, dens mulighed for at skabe en hidtil uset økonomisk og social udvikling blev uigendriveligt bevist på 35 år med socialisme i Sovjet, ledt af Lenin og Stalin – fra 1917 til umiddelbart efter Stalins død i 1953 […]”

Ydermere udtalte formanden for APK’s ungdomsafdeling for ganske nyligt, at ”Der er ikke nogen begrænsninger for, hvilke magtmidler man kan bruge. Så længe det ikke er masseødelæggelsesvåben […]”.

BUPL har et kæmpe forklaringsproblem i denne sag. Hvordan i alverden kan man have en mand, der ikke bare kaster maling på en demokratisk valgt regeringsleder, men også hylder historiens måske værste massemorder og åbenlyst går ind for vold som politisk kampmiddel, siddende på en så vigtig post? Er de virkelig denne type mennesker, som have indflydelse på vores børns hverdag i daginstitutionerne?

Lars Grenaa handlinger og menneskesyn er ikke bare forkasteligt: Det er direkte ulækkert! Samtidig er det også en hån mod alle de mennesker, som måtte lade livet i Stalins sibiriske udryddelseslejre. At BUPL ikke ser det som et problem, at have denne mand i sin hovedbestyrelse er forkasteligt, dybt forkasteligt!

Så må vi se, om jeg får sat pisset i kog på nogle fagforeningsledere. Tak til 180Grader.dk for god dækning af sagen.

Jeg hader, jeg hader, jeg hader DGS! søndag, nov 19 2006 

Jeg vil hermed undskylde, at der har været lidt stille på bloggen i de seneste dage. Jeg ville egentlig gerne have skrevet noget, men langt det meste af min tid i sidste uge gik med den strejke, som var på Gymnasiet.

Med andre ord prøvede jeg at debatere med en flok møgforkælede gymnasieunger, som kræver endnu flere penge til deres “uddannelse”. Og for at slippe for at gå ind i en håbløs taldiskussion, prøvede jeg at give en liberalt og moralsk svar på, hvorfor demonstrationerne var forkerte. Ved nu ikke hvor mange der fattede det, men hvis man har kunnet overbevise bare en enkelt, var det det værd.

Langt bedre gik det, da jeg og en af mine fornuftige medstuderende gik ind og fortalte (og dokumenterede) at alle DGS’ og GL’s påstande var forkerte. Jeg tror faktisk det lykkedes os at vinde “kulturkampen” på gymnasiet. Det kan altså lade sig gøre at vinde over socialisterne, hvis man bare bliver ved med at kæmpe i stedet for bare at lægge sig ned.

Operation Fridag tirsdag, nov 7 2006 

Imorgen afholdes gymnasiernes traditionelle velgørenhedsindsamling, Operation Dagsværk. Det betyder, at en masse godtroende gymnasieelever bruger en stor del af deres dag på at tjene de 250,- som hver tilmeldt elev skal give til OD. Personligt har jeg nu valgt, at afholde Operation Fridag. Med andre ord vil jeg sove længe, se fjernsyn og se nogle af de DVD film, som jeg endnu ikke har fået mig kløvet igennem.

Og jeg er åbenbart ikke den eneste, som mener, at OD ikke er noget man bør støtte. Konservativ Ungdom har f.eks. lavet en super sej hjemmeside kaldet “DropOD.dk“. Her opfordres man istedet til enten at holde fri, eller støtte en anden humanitær organisation.

Rent umiddelbart har jeg intet imod frivilligt, velgørende arbejde. Jeg anser det endda som en vigtigt ting, at folk i et frit samfund uden store indkomstoverførsler giver penge eller hjælp til mennesker, som vitterligt ikke kan klare sig selv. Ikke at folk har en pligt til at gøre det, men fordi jeg personligt mener, at det er det rette at gøre. Derfor kan jeg heller ikke lade være med at være en smule imponeret over det store sociale arbejde, som kirken laver i bl.a. USA; også selvom jeg ikke er særligt religiøs.

Grunden til at jeg ikke vil støtte OD er, at hele projektet er enormt venstreorienteret. F.eks. har personer som Pernille Rosenkrantz-Theil og Rune Lund været ledere af projektet. Alene dét brude være argumentation nok. Ydermere er mange af modtagerne og samarbejdspartnerene “tilfældigvis” – for at sige det pænt – temmelig røde. Jeg vil ikke remse alle argumenterne op her: De findes ganske godt beskrevet og argumenteret på DropOD.dk.

En tak skal OD dog have: Tak for fridagen!