Regeringen har nu haft magten i Danmark siden november 2001 – dvs. omtrent 5½ år. I de første 3-4 år fik vi tudet ørene fulde af, at skattelettelser ikke kunne komme på tale, da råderummet ikke var tilstede. I de seneste par år har staten dog skovlet (andre folks) penge ind, så de evindelige fraser om “manglende råderum” begyndte at blive en endog temmelig hule. Så måtte man finde på noget nyt: Skattelettelser kan stadig ikke komme på tale, idet det vil føre til en såkaldt “overophedning” af økonomien.

Derfor står man tilbage med en lidt mærkelig følelse, når man idag kan læse, at regeringens trepartsforhandlinger har resulteret i et merforbrug i den offentlige sektor på 6,5 mia. kr. over de næste 4 år. Det råderum, som ikke eksisterede til skattelettelser, kan nu nemt findes og bruges på offentligt forbrug, mens den overophedning, som skattelettelser ville medføre, nu er en saga blot.

I det hele taget holder regeringens snak om overophedning slet ikke. Først og fremmest kan man diskutere, om overophedning bare er noget snik-snak eller noget reelt. Det diskuterer økonomerne stadig, så det vil jeg som uuddannet ikke blande mig. Dog er der ingen tvivl om, at offentligt forbrug har en langt større overophedningseffekt end skattelettelser. For ved skattelettelser vil der også være en udbudseffekt mht. arbejdskraft: Folk vil simpelthen arbejde mere, hvis de ikke længere skal betale langt hovedparten af deres indkomst i skat. Denne effekt eksisterer ikke, når regeringen giver flere penge til d offentligt ansatte – her er der kun en efterspørgsel på arbejdskraft.

Det vi er vidner til nu, er et glimrende eksempel på, hvorfor staten bliver ved med at vokse, selvom det – totalt set – ikke er til gavn for befolkningen: De såkaldt borgerlige partier bestikker den i Danmark største organiserede vælgergruppe, de offentligt ansatte, med skatteborgernes penge. Det har to fordele (for V og K): Det kaster højst sandsynligt nogle stemmer af ved næste valg, hvilket øger chancen for endnu en periode med ministerbiler og fine middage hos dronningen. Samtidig udhuler det Socialdemokraternes påstande om, at regeringen trods alt ikke er lige så socialdemokratiske som det gamle arbejderparti. Taberne er alle skatteborgere, som også i fremtiden må betale nogle af verdens højeste skatter mod til gengæld at få en service, der i bedste fald kan hæve sig over betegnelse “middelmådig”.

Men hvis øget offentlig forbrug overordnet set er skidt for danskerne, hvorfor er modstanden så ikke større. Jo, hvis vi tager Public Choice-brillerne på, vil vi opleve, at der sker en assymmetrisk organisering: De grupper, som bliver berørt af regeringens julegave-humør vinder så meget ved forslaget, at de vil kæmpe med næb og klør for at få det gennemført. Gevisten – her udmøntet i højere løn og flere kurser med gode frokost borde – er langt større end dét, den gennemsnitlige skatteborger må ryste op med: Hvis vi antager, at der er 2,5 mio. skatteborgere (altså fraregnet dem, der modtager overførsler, og derfor ikke rigtigt betaler skat), så bliver gennemsnitsbeløbet pr. næse på 2.600 kr. Det er naturligvis mange penge, men omvendt ikke så mange, at det kan betale sig at ofre hunderedvis af timer på en modstandskamp.

Reklamer