Who Needs Government? mandag, sep 10 2007 

Personligt har min udvikling fra ungt menneske uden politisk observans og forståelse til den libertarianer, jeg er idag, været mere evolutionær end revolutionær. Jeg har ikke ligesom andre “set lyset” fra den ene dag til den anden. Ligeså har der heller ikke været en enkelt bog eller værk, der har sagt kapow og fuldstændig ændret mit politiske verdensbillede. Derimod er jeg langsomt men sikkert blevet mere og mere liberal. Og frem for at have læst nogle få tunge, store bøger, er jeg blevet klogere ved at have læst en masse artikler og posts på Liberator, Punditokraterne og Cato Institute.

Nu er jeg efterhånden nået så langt, at jeg er begyndt at få både sympati og forståelse for det statsløse samfund – anarkokapitalismen. Tidligere har jeg da nok fundet anarkokapitalismen interessant, men jeg har samtidig haft en vis skepsis. Således har jeg da også haft længere diskussioner med Lasse Birk Olesen om anarkismen virkelig er bedre end minimalstaten, og om det ikke er en smule utopisk. Men som sagt har forskellige ting ændret min mening. Bl.a. et essay af Stefan Molyneux, som jeg har oversat. Det vil blive bragt senere.

Sidste måneds emne i Cato Unbound var netop anarkisme, og jeg synes virkelig man skylder sig selv “en kigger”. Jeg har ikke læst det hele, men det, jeg har læst, var godt!

Ceausescu’s Rumænien torsdag, jun 14 2007 

Jørgen Møller fra Professorvældet har to virkelig glimrende indlæg (se mere her og her) om Rumæniens lidelser under en af verdens historiens største forbrydere, Nicolae Ceausescu. De beskriver begge de elendige forhold og absurditeter, som det rumænske folk måtte lide under, når den kommunistiske utopi skulle udleves.
Her er to uddrag (fra “Sortehavskanalen):

Kanalens tilblivelse er et vidnesbyrd om, at Ceausescus storhedsvanvid ikke er den eneste årsag til Rumæniens genvordigheder i verden af i dag. Det begyndte med hans kommunistiske forgængere, og galmandsværket ligger i hvert fald på ét punkt i forlængelse af den kommunistiske ideologi: tiltagene er børn af den utopiske tilgang til samfundsforandringer. Lad os dvæle ved den rumænske kommunisme og den arv, den har efterladt.

Og et uddrag for den anden tekst (“Folkets Hus”)

Meningscensuren var ligeledes kvælende. Skrivemaskiner skulle registreres hos politiet, indehavelse af en ’sort’ af slagsen var en alvorlig forbrydelse. Hvis man undlod at indberette om en samtale med en udlænding – hvor uskyldig den end måtte være – kunne det koste tid i skyggen. Det er svært ikke at trække på smilebåndet i dag, men de paranoide tiltag var blodig alvor. Det er blevet anslået, at hver 15. rumæner i 1980erne var stikker; forræderiske øjne lurede bag hvert et hjørne. Det voldførte samfund var gennemsyret af frygt. Naboer undlod at komme hinanden ved af frygt for følgagtige anmeldelser. End ikke familien udgjorde fredet land.

Jørgen Møller har formået at give en endog særdeles malende beskrivelse, så man en gang imellem må tage sig til hovedet under læsningen: For 1) Hvordan kan nogen mennesker få sig selv til at mishandle deres medborgere på denne måde? 2) Hvordan kan udeforstående mennesker – hvadenten de hedder Ole Sohn eller Frank Aaen – forsvare et system og en ideologi, der skaber og har skabt så megen elendighed, når de skinbarlige fakta står og råber én ind i ansigtet?