Who Needs Government? mandag, sep 10 2007 

Personligt har min udvikling fra ungt menneske uden politisk observans og forståelse til den libertarianer, jeg er idag, været mere evolutionær end revolutionær. Jeg har ikke ligesom andre “set lyset” fra den ene dag til den anden. Ligeså har der heller ikke været en enkelt bog eller værk, der har sagt kapow og fuldstændig ændret mit politiske verdensbillede. Derimod er jeg langsomt men sikkert blevet mere og mere liberal. Og frem for at have læst nogle få tunge, store bøger, er jeg blevet klogere ved at have læst en masse artikler og posts på Liberator, Punditokraterne og Cato Institute.

Nu er jeg efterhånden nået så langt, at jeg er begyndt at få både sympati og forståelse for det statsløse samfund – anarkokapitalismen. Tidligere har jeg da nok fundet anarkokapitalismen interessant, men jeg har samtidig haft en vis skepsis. Således har jeg da også haft længere diskussioner med Lasse Birk Olesen om anarkismen virkelig er bedre end minimalstaten, og om det ikke er en smule utopisk. Men som sagt har forskellige ting ændret min mening. Bl.a. et essay af Stefan Molyneux, som jeg har oversat. Det vil blive bragt senere.

Sidste måneds emne i Cato Unbound var netop anarkisme, og jeg synes virkelig man skylder sig selv “en kigger”. Jeg har ikke læst det hele, men det, jeg har læst, var godt!

Fra udbytning til millionløn tirsdag, jun 19 2007 

Læs her om Zaid A. Al-Maijah, der blev frarådet et job i Saxo Bank af sin fagforening, fordi lønnen var for lav. Idag er han chef i American Express og har en millionløn. Et MUST READ!

Hat tip

Resolutioner til VU Landsstævne fredag, jun 15 2007 

Sommeren nærmer sig, og det betyder bl.a. at Venstres Ungdom afholder deres årlige Landsstævne. Deadline for indsendelse af ændringer til principprogrammet og resolutioner er i dag kl. 12.00, hvilket betød at undertegnede måtte sidde oppe til kl. sent i går for at skrive dem færdige. Det blev i alt til 3 resolutioner og to ændringer til principprogrammet. Resolutionerne kan ses nedenfor:

Resolution nr. 1:

VU går ind for fuldstændig legalisering af narkotika:
Venstres Ungdom mener ikke, at staten eller nogen anden organisation skal have lov til at bestemme, hvad borgerne vælger at putte i deres kroppe. Det må være op til den enkelte at afgøre.

Endvidere skaber kriminaliseringen af det i øvrigt offerløse narkotika grobund for kriminelle grupper som rockere eller indvandrerbander, som herved kan finansiere deres ”virksomheder”. Hertil kommer, at narkomanerne under det nuværende system lever et unødigt usselt liv: De bliver kostet rundt af politiet, bliver nødt til at stjæle og røve for at skaffe penge til deres næste fix samt være usikre på narkoens styrke, hvilket evt. kan lede til en overdosis.

Hvis narkomaner skal kunne leve et nogenlunde ordentligt liv, og alle vi andre slippe for den megen narkorelaterede kriminalitet, skal narkoen legaliseres.

Resolution nr. 2:

Venstres Ungdom er imod Irak-krigen:
Venstre Ungdom anerkender, at det var en fejl fra både amerikansk, engelsk og dansk side at indlede en krig mod Irak. Irak havde hverken atom- eller masseødelæggelsesvåben, og landet var på ingen måde en trussel mod Danmark. Den danske aggression kan derfor på ingen måde retfærdiggøres.

I dag ligner Irak mere og mere et land i borgerkrig, og tabstallene skal tælles i titusindvis – et scenario, vi var blevet advaret om på forhånd.

Venstres Ungdom bifalder derfor regeringens plan om snarlig tilbagetrækning af de danske styrker, men ønsker samtidig at de øvrige koalitionspartnere også trækker deres tropper ud – gerne hurtigst muligt!

Resolution nr. 3:

Et dansk 2. Amendment:
Som en liberal ungdomspolitisk organisation mener Venstres Ungdom, at enhver borger har ret til liv, frihed og personlig ejendom. En naturlig følge af dette må så også være, at enhver borger har ret til at beskytte sine rettigheder – om nødvendigt med våben. Venstres Ungdom mener derfor, at alle lovlydige borgere har ret til at eje og bære et gevær/håndvåben, og – hvis det måtte blive nødvendigt – bruge dette til selvforsvar.

Politiet kan i langt de fleste tilfælde ikke forhindre forbrydelser – de kan kun opklare dem. Ved at have en velbevæbnet befolkning, som er i stand til at forsvare sig selv, vil mange forbrydelser kunne blive forhindret. Ydermere vil det have en stærkt afskrækkende effekt.

Giv den enkelte borger ansvaret for sit eget liv – og giv ham/hende muligheden for at forsvare det!

Hvis jeg skal være helt ærlig, regner jeg ikke med at få nogen af dem stemt igennem. Dertil er VU nok på mange måder ikke libertariansk nok, men jeg glæder mig utrolig meget til debatten. Det samme gælder ændringerne til principprogrammet, som begge mere eller mindre handler om sikkerhedspolitik – mange VU’ere er helt tossede med “nation building” og at gå i krig; desværre!

Resolutionerne er alle ganske korte, men jeg forventer at skrive nogle længere og mere uddybende artikler snarest.

Ron Paul for President! tirsdag, jun 12 2007 

Der skal snart være valg i USA – dvs om ca. halvandet år – så præsidentkampagnerne er allerede i fuld gang. I første omgang handler det dog om nomineringen hos Demokraterne og Republikanerne.

Som liberal ønsker jeg en Præsident fra the GOP. George Bush har ganske vist brugt penge som en fuld sømand på orlov i Amsterdams “Red Light District” de seneste 6 år, men jeg tror nu alligevel, at det vil være bedst for friheden med en republikansk præsident. Alle kandidater i hos GOP minder dog langt hen ad vejen om hinanden. De ønsker at fortsætte den udsigtsløse krig i Irak, sige at de vil sænke skatterne og balance det føderale budget (men gøre det stik modsatte) og ellers fortsætte den nuværende linie.

Men som en oase i det politiske miskmask finder man Ron Paul – Kongressens vel nok eneste libertarianer. Han har i de seneste 20 år vedholdent stemt imod alt, som ikke understøttes af forfatningen. Der vil han bl.a. afskaffe IRS, the Fed, den endeløse række af “Departments” samt afslutte krigen i Irak. Det har eksempelvis givet ham tilnavnet “Dr. No”.

Her er et klip, som jeg har fundet på Youtube:

Desværre ser meningsmålingerne ikke så gode ud for Paul – han ligger på omtrent et par pct. Til gengæld er han nærmest blevet en kult på nettet. Han vinder diverse afstemninger og hans navn er blandt de mest eftersøgte på alverdens søgemaskiner. Derudover er indlæg i debatfora til støtte for ham i flere tilfælde blevet fjernet, da indlæg til støtte for de øvrige kandidater ellers ville drukne i mængden.

Rock on Paul!!

Det delte Amerika fredag, nov 3 2006 

Onsdag aften – mens jeg sad og puslede med en fysikrapport – sendte TV2 en super spændende “Hot Dok” om Det delte Amerika. Baggrunden for udsendelsen var, at flere undersøgelser har vist, at amerikanerne i højere grad end før bor sammen med folk, der har det samme syn på tingene som dem selv.

Dette kommer tydeligst til udtryk (sandsynligvis fordi det er målbart) i stemmeafgivningen. F.eks. får demokraterne til stadig en større andel af stemmerne i de traditionelt demokratiske stater som bl.a. New Jersey og Massachussetts, mens det omvendte sker i de republikanske stater. Det samme gør sig endda gældende i de enkelte counties – amter – selv indenfor samme stat. Ydermere følger medlemmerne af Kongressen også i højere grad partilinien nu, end de gjorde før i tiden.

Heldigvis blev udsendelsen vist på TV2. Man kan lige forestille sig, hvordan indgangsvinklen havde været på DR: Tyge Petersen sidder med en let fordømmende tone og taler om, at USA er et forfærdeligt land, fordi der slet ikke er en social sammenhængskraft. Sammen med den inviterede “expert”, en tumpet sociolog fra RUC, bliver de enige om, at det er kapitalismens skyld og at mere socialisme og flere skatter er løsningen. Udsendelsen var efter min mening faktisk ganske objektiv(!), og søgte i større grad at forklare frem for at fordømme.

I et land som Danmark ville resultaterne fra de føromtalte undersøgelser medføre et ramaskrig, og politikerne ville gøre alt for at skabe mere “sammenhængskraft” (hvad f….. betyder det ord egentlig?). Men hvis man nu tænker en ekstra gang over det; er den øgede opdeling nu så slem? Alle mennesker er forskellige og har derfor forskellige syn på politik, religion osv. Nogle mennesker deler man dog flere holdninger med end andre. Er det så ikke meget naturligt, for det meste at omgås disse folk? Personligt kan jeg da udmærket forstå, at en gruppe kristne mennesker
med et konservativt livssyn langt hellere vil bo i et område med folk, der har samme opfattelse, end de vil bo i en hippielejr.

Der snakkes hele tiden om forskellighed og diversitet. Men skal vi have diversitet for diversitetens skyld? Man må huske på, at der er en kæmpe forskel på den ensretning, som sker i totalitære regimer som Nazi-Tyskland eller Sovjet, og den ensartethed der uvægerligt vil opstå i et frit samfund. I Hverdagen omgås vi venner og bekendte, vi (det er i hvert fald min oplevelse) har visse ligheder med. Hvorfor kan man så ikke bo på samme måde? Folk mødes i fodboldklubber, fordi de kan lide at spille fodbold. Det samme gælder golf, håndbold og skiskydning. De har noget tilfældes. Tænk hvis balletdansere blev tvunget til at omgås bodybuildere eller bo sammen med cricketspillere

En del liberale tænkere har den utopi, at folk indenfor rammerne af en minimalstat vil kunne leve som de har lyst til – alene eller sammen med andre. Socialister kan bo sammen med andre socialister, liberale kan bo sammen med deres meningsfæller osv. Derfor kan man også hævde – for at tage en aktuel sag op – at de unge/aktivisterne/psykopaterne fra Ungdomshuset på en eller anden måde udlever en liberal utopi. Diversiteten er måske ikke så stor (de har alle ringe i næsen og drikker øko-øl), men hvis de bedst kan lide at være sammen med unge, de kan identificere sig, så skal de selvfølgelig have lov til det.

Så alt i alt det måske slet ikke så slemt, det der sker i USA. I virkeligheden prøver folk bare at øge deres livkvalitet og velfærd ved at bo i samme områder som deres meningsfæller. Og det kan man vel ikke fortænke dem i!

Liberalismens aktualitet fredag, okt 27 2006 

Henrik Gade Jensen havde den 26 oktober en super god kronik i Politiken. Den handler om den menneskelige kreativitet, og hvordan denne værdiskabende ting bedste trives i et frit og liberalt samfund.

Læs den her.