Min landsformand i VU, Thomas Banke, har idag en klumme i 180grader, hvis konklusion jeg virkelig er uenig i. Det er noget med, at regeringen slet ikke er så slem alligevel, fordi den på 6 år har formået at lave fritvalgsordninger på plejehjemmene og give et par håndører i skattelettelse. Samtidig kommer jeg også til at tænke på, om jeg bare er blevet “sortere” her på det seneste, eller om VU bare er blevet rødere?

Never mind, her er min kommentar til klummen, som jeg også har lagt på 180:

En af de mest klassiske liberale tekster er den franske økonom Bastiat’s “Det man ser, og det man ikke ser”. Pointet i Bastiat’s essay er, at man skal se de samlede økonomiske konsekvenser for hele samfundet i det lange løb, fremfor kun at se isoleret på effekten for en begrænset gruppe. Således bør det også gælde, når man skal se på regeringens resultater.

For selvfølgelig har Thomas lidt ret. Der er opnået nogle små (SMÅ, SMÅ, SMÅ) “liberale sejre”, om man vil. Men ligesom firmaet, der kun kan fremvise et positivt regnskab, fordi de har solgt alvstyren, skal man se, om regeringen samlet set har været god for den liberale sag. Og her må konklussionen være et entydigt nej. Som flere andre her på 180grader har skrevet om flere gange, har regeringen fuldstændig svigtet den liberale kulturkamp, nærmest til fordel for en socialdemokratisk én af slagsen.

Som liberale skal vi lade være med at stille os tilfreds med krummerne fra statens bord. Som den administrende redaktør for den nærværende netavis engang skrev på Liberator, skal vi være som utilfredse fodboldfans. Vi skal ikke være tilfredse med, at vores hold kun taber 1-0 frem for 3-0. “Jamen, er det ikke bedre kun at tabe med ét mål?” Jo, men er det tilfredsstillende? Nej, gu er det ej.

Vi skal rent ud sagt ikke finde os i mere pis fra regeringens side. Vi skal ikke længere finde os i alt blive holdt for nar. Og sidst men ikke mindst: Vi skal holde op med at tale som om, vi er store undskyldninger for os selv! Så længe vi accepterer den socialdemokratiske retorik som værende den endegyldige sandhed, og så længe vi accepterer velfærdsstaten og “velfærd” som en grundlæggende præmis i debatten, ligeså længe er vi vores egne største fjender.

Derfor, Thomas, er jeg helt uenig i din konklusion. Og så ville det måske ikke være så skidt med Thorning som statsminister. I valget af to socialdemokrater ser hun trods alt bedst ud..

Reklamer