Onsdag aften – mens jeg sad og puslede med en fysikrapport – sendte TV2 en super spændende “Hot Dok” om Det delte Amerika. Baggrunden for udsendelsen var, at flere undersøgelser har vist, at amerikanerne i højere grad end før bor sammen med folk, der har det samme syn på tingene som dem selv.

Dette kommer tydeligst til udtryk (sandsynligvis fordi det er målbart) i stemmeafgivningen. F.eks. får demokraterne til stadig en større andel af stemmerne i de traditionelt demokratiske stater som bl.a. New Jersey og Massachussetts, mens det omvendte sker i de republikanske stater. Det samme gør sig endda gældende i de enkelte counties – amter – selv indenfor samme stat. Ydermere følger medlemmerne af Kongressen også i højere grad partilinien nu, end de gjorde før i tiden.

Heldigvis blev udsendelsen vist på TV2. Man kan lige forestille sig, hvordan indgangsvinklen havde været på DR: Tyge Petersen sidder med en let fordømmende tone og taler om, at USA er et forfærdeligt land, fordi der slet ikke er en social sammenhængskraft. Sammen med den inviterede “expert”, en tumpet sociolog fra RUC, bliver de enige om, at det er kapitalismens skyld og at mere socialisme og flere skatter er løsningen. Udsendelsen var efter min mening faktisk ganske objektiv(!), og søgte i større grad at forklare frem for at fordømme.

I et land som Danmark ville resultaterne fra de føromtalte undersøgelser medføre et ramaskrig, og politikerne ville gøre alt for at skabe mere “sammenhængskraft” (hvad f….. betyder det ord egentlig?). Men hvis man nu tænker en ekstra gang over det; er den øgede opdeling nu så slem? Alle mennesker er forskellige og har derfor forskellige syn på politik, religion osv. Nogle mennesker deler man dog flere holdninger med end andre. Er det så ikke meget naturligt, for det meste at omgås disse folk? Personligt kan jeg da udmærket forstå, at en gruppe kristne mennesker
med et konservativt livssyn langt hellere vil bo i et område med folk, der har samme opfattelse, end de vil bo i en hippielejr.

Der snakkes hele tiden om forskellighed og diversitet. Men skal vi have diversitet for diversitetens skyld? Man må huske på, at der er en kæmpe forskel på den ensretning, som sker i totalitære regimer som Nazi-Tyskland eller Sovjet, og den ensartethed der uvægerligt vil opstå i et frit samfund. I Hverdagen omgås vi venner og bekendte, vi (det er i hvert fald min oplevelse) har visse ligheder med. Hvorfor kan man så ikke bo på samme måde? Folk mødes i fodboldklubber, fordi de kan lide at spille fodbold. Det samme gælder golf, håndbold og skiskydning. De har noget tilfældes. Tænk hvis balletdansere blev tvunget til at omgås bodybuildere eller bo sammen med cricketspillere

En del liberale tænkere har den utopi, at folk indenfor rammerne af en minimalstat vil kunne leve som de har lyst til – alene eller sammen med andre. Socialister kan bo sammen med andre socialister, liberale kan bo sammen med deres meningsfæller osv. Derfor kan man også hævde – for at tage en aktuel sag op – at de unge/aktivisterne/psykopaterne fra Ungdomshuset på en eller anden måde udlever en liberal utopi. Diversiteten er måske ikke så stor (de har alle ringe i næsen og drikker øko-øl), men hvis de bedst kan lide at være sammen med unge, de kan identificere sig, så skal de selvfølgelig have lov til det.

Så alt i alt det måske slet ikke så slemt, det der sker i USA. I virkeligheden prøver folk bare at øge deres livkvalitet og velfærd ved at bo i samme områder som deres meningsfæller. Og det kan man vel ikke fortænke dem i!

Reklamer