Jeg hader, jeg hader, jeg hader DGS! søndag, nov 19 2006 

Jeg vil hermed undskylde, at der har været lidt stille på bloggen i de seneste dage. Jeg ville egentlig gerne have skrevet noget, men langt det meste af min tid i sidste uge gik med den strejke, som var på Gymnasiet.

Med andre ord prøvede jeg at debatere med en flok møgforkælede gymnasieunger, som kræver endnu flere penge til deres “uddannelse”. Og for at slippe for at gå ind i en håbløs taldiskussion, prøvede jeg at give en liberalt og moralsk svar på, hvorfor demonstrationerne var forkerte. Ved nu ikke hvor mange der fattede det, men hvis man har kunnet overbevise bare en enkelt, var det det værd.

Langt bedre gik det, da jeg og en af mine fornuftige medstuderende gik ind og fortalte (og dokumenterede) at alle DGS’ og GL’s påstande var forkerte. Jeg tror faktisk det lykkedes os at vinde “kulturkampen” på gymnasiet. Det kan altså lade sig gøre at vinde over socialisterne, hvis man bare bliver ved med at kæmpe i stedet for bare at lægge sig ned.

Greed is GOOD! tirsdag, nov 7 2006 

Tidligere på dagen surfede jeg lidt rundt på Wikipedia, hvor jeg fandt et fantastisk citat. Det bliver sagt af Gordon Gekko, en karaktér spillet af Michael Douglas i filmen Wall Street fra 1987. Gekko er baseret på personen Ivan Boesky, en (i starten) succesfuld investment banker.

The point is, ladies and gentleman, that Greed — for lack of a better word — is GOOD. Greed is right. Greed works. Greed clarifies, cuts through, and captures the essence of the evolutionary spirit. Greed, in all of its forms — greed for life, for money, for love, knowledge — has marked the upward surge of mankind. And greed — you mark my words — will not only save Teldar Paper, but that other malfunctioning corporation called the USA.

Boesky blev senere tiltalt for insiderhandel og idømt en bøde på 100 mio. dollars. Forinden havde han tjent ca. 200 mio dollars og holdt en tale på Berkeley om “Greed”, hvorfra inspirationen til citatet er kommet.

Operation Fridag tirsdag, nov 7 2006 

Imorgen afholdes gymnasiernes traditionelle velgørenhedsindsamling, Operation Dagsværk. Det betyder, at en masse godtroende gymnasieelever bruger en stor del af deres dag på at tjene de 250,- som hver tilmeldt elev skal give til OD. Personligt har jeg nu valgt, at afholde Operation Fridag. Med andre ord vil jeg sove længe, se fjernsyn og se nogle af de DVD film, som jeg endnu ikke har fået mig kløvet igennem.

Og jeg er åbenbart ikke den eneste, som mener, at OD ikke er noget man bør støtte. Konservativ Ungdom har f.eks. lavet en super sej hjemmeside kaldet “DropOD.dk“. Her opfordres man istedet til enten at holde fri, eller støtte en anden humanitær organisation.

Rent umiddelbart har jeg intet imod frivilligt, velgørende arbejde. Jeg anser det endda som en vigtigt ting, at folk i et frit samfund uden store indkomstoverførsler giver penge eller hjælp til mennesker, som vitterligt ikke kan klare sig selv. Ikke at folk har en pligt til at gøre det, men fordi jeg personligt mener, at det er det rette at gøre. Derfor kan jeg heller ikke lade være med at være en smule imponeret over det store sociale arbejde, som kirken laver i bl.a. USA; også selvom jeg ikke er særligt religiøs.

Grunden til at jeg ikke vil støtte OD er, at hele projektet er enormt venstreorienteret. F.eks. har personer som Pernille Rosenkrantz-Theil og Rune Lund været ledere af projektet. Alene dét brude være argumentation nok. Ydermere er mange af modtagerne og samarbejdspartnerene “tilfældigvis” – for at sige det pænt – temmelig røde. Jeg vil ikke remse alle argumenterne op her: De findes ganske godt beskrevet og argumenteret på DropOD.dk.

En tak skal OD dog have: Tak for fridagen!

Det delte Amerika fredag, nov 3 2006 

Onsdag aften – mens jeg sad og puslede med en fysikrapport – sendte TV2 en super spændende “Hot Dok” om Det delte Amerika. Baggrunden for udsendelsen var, at flere undersøgelser har vist, at amerikanerne i højere grad end før bor sammen med folk, der har det samme syn på tingene som dem selv.

Dette kommer tydeligst til udtryk (sandsynligvis fordi det er målbart) i stemmeafgivningen. F.eks. får demokraterne til stadig en større andel af stemmerne i de traditionelt demokratiske stater som bl.a. New Jersey og Massachussetts, mens det omvendte sker i de republikanske stater. Det samme gør sig endda gældende i de enkelte counties – amter – selv indenfor samme stat. Ydermere følger medlemmerne af Kongressen også i højere grad partilinien nu, end de gjorde før i tiden.

Heldigvis blev udsendelsen vist på TV2. Man kan lige forestille sig, hvordan indgangsvinklen havde været på DR: Tyge Petersen sidder med en let fordømmende tone og taler om, at USA er et forfærdeligt land, fordi der slet ikke er en social sammenhængskraft. Sammen med den inviterede “expert”, en tumpet sociolog fra RUC, bliver de enige om, at det er kapitalismens skyld og at mere socialisme og flere skatter er løsningen. Udsendelsen var efter min mening faktisk ganske objektiv(!), og søgte i større grad at forklare frem for at fordømme.

I et land som Danmark ville resultaterne fra de føromtalte undersøgelser medføre et ramaskrig, og politikerne ville gøre alt for at skabe mere “sammenhængskraft” (hvad f….. betyder det ord egentlig?). Men hvis man nu tænker en ekstra gang over det; er den øgede opdeling nu så slem? Alle mennesker er forskellige og har derfor forskellige syn på politik, religion osv. Nogle mennesker deler man dog flere holdninger med end andre. Er det så ikke meget naturligt, for det meste at omgås disse folk? Personligt kan jeg da udmærket forstå, at en gruppe kristne mennesker
med et konservativt livssyn langt hellere vil bo i et område med folk, der har samme opfattelse, end de vil bo i en hippielejr.

Der snakkes hele tiden om forskellighed og diversitet. Men skal vi have diversitet for diversitetens skyld? Man må huske på, at der er en kæmpe forskel på den ensretning, som sker i totalitære regimer som Nazi-Tyskland eller Sovjet, og den ensartethed der uvægerligt vil opstå i et frit samfund. I Hverdagen omgås vi venner og bekendte, vi (det er i hvert fald min oplevelse) har visse ligheder med. Hvorfor kan man så ikke bo på samme måde? Folk mødes i fodboldklubber, fordi de kan lide at spille fodbold. Det samme gælder golf, håndbold og skiskydning. De har noget tilfældes. Tænk hvis balletdansere blev tvunget til at omgås bodybuildere eller bo sammen med cricketspillere

En del liberale tænkere har den utopi, at folk indenfor rammerne af en minimalstat vil kunne leve som de har lyst til – alene eller sammen med andre. Socialister kan bo sammen med andre socialister, liberale kan bo sammen med deres meningsfæller osv. Derfor kan man også hævde – for at tage en aktuel sag op – at de unge/aktivisterne/psykopaterne fra Ungdomshuset på en eller anden måde udlever en liberal utopi. Diversiteten er måske ikke så stor (de har alle ringe i næsen og drikker øko-øl), men hvis de bedst kan lide at være sammen med unge, de kan identificere sig, så skal de selvfølgelig have lov til det.

Så alt i alt det måske slet ikke så slemt, det der sker i USA. I virkeligheden prøver folk bare at øge deres livkvalitet og velfærd ved at bo i samme områder som deres meningsfæller. Og det kan man vel ikke fortænke dem i!